Parterapi

I parterapi møder jeg mennesker med mange forskellige problemstillinger:

  • Uenigheder og skænderier omkring forældreskab og familieliv
  • Jalousi og utroskab
  • Manglende nærvær og dårlig kommunikation
  • Seksuelle problemer
  • Sygdom og misbrug

I parterapi er det centrale, at I kommer til at forstå jer selv og hinanden bedre, så I kan forfølge de drømme og håb, I tidligere har haft – specielt da I mødte hinanden, eller da I måske kun var to. Samspillet mellem jer betyder meget for hele familiens trivsel og ikke mindst for jeres børns udviklingsmuligheder. Det handler om at være trygge ved hinanden – at føle sig set og hørt, også når man er sårbar.

Der kan være mange forskellige grunde til at begynde i parterapi. Den gode kommunikation er hovedingrediensen i et velfungerende parforhold, men det kan være svært at komme på ret kurs igen, hvis man er gået forkert. Måske kommer I op at skændes, hver gang der opstår vanskeligheder, eller måske er I helt holdt op med at tale sammen.

I terapien bliver der grædt, grinet og råbt højt, men min erfaring er, at det hurtigt bliver en lettelse, når I tør tale åbent om, hvad I hver især føler og tænker.

Børn sætter nye rammer for parforholdet

For mange er det at gå fra to til tre (eller flere) en særligt stor udfordring, der sætter nye rammer for jer som par. At få børn er ukendt land. Her bliver tidligere roller ofte sat på en alvorlig prøve, også selvom I har kendt hinanden i mange år.

I parterapi arbejder vi med de mønstre, I hver især har med fra jeres egne familier. I bliver herigennem mere bevidste om, hvad I ønsker at bringe ind i jeres nuværende familier. Vi har fokus på jeres stærke og svage sider i kommunikation og samtale, så I sammen kan komme tilbage på sporet. Det er et fælles ansvar at komme videre – det er ingens skyld.

Og hvis I når frem til, at der ikke er grobund for en fælles fremtid, er det vigtigt at I går fra hinanden på en god måde. Hvis der er børn, er det vigtigt at have fokus på at blive gode forældre. Vi finder sammen jeres vej til det gode forældreskab.